Nyheder
Mads Øvlisen bliver formand for nyt hurtigt arbejdende udvalg, der skal se på barrierer og
muligheder for etablering og udvikling af socialøkonomiske virksomheder i
Danmark. Blandt andet skal udvalget udarbejde et konkret forslag til en særlig
selskabsform for socialøkonomiske virksomheder.
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:
"Fra regeringens side lægger vi vægt på, at vi skaber bedre vilkår for at
starte og drive socialøkonomiske virksomheder i Danmark. Vi tror på, at der i
disse virksomheder er et vækstpotentiale og ikke mindst et potentiale til at
skabe meningsfyldt beskæftigelse for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Udvalgets arbejde er vigtigt for at vi kan fremme udviklingen af de
socialøkonomiske virksomheder."
Formand for det 15 personer store udvalg bliver Mads Øvlisen (tidligere direktør i Novo
Nordisk), der blandt andet har kendskab til området som rådgiver for
socialøkonomiske virksomheder.
Mads Øvlisen:
"Udvalget for socialøkonomiske virksomheder har fået til opgave at klarlægge, hvad der skal
til for at skabe flere succesfulde socialøkonomiske virksomheder i Danmark.
Dette er en stor og spændende opgave, og jeg er derfor glad for at skulle være
formand for udvalget."
Udvalget nedsættes i forbindelse med, at regeringen og Enhedslisten i finansloven for
2013 har sat fokus på socialøkonomiske virksomheder. Der er afsat 25 mio. kr. i
2013-14 til opgaven.
Socialordfører for Enhedslisten, Finn Sørensen:
"I stedet for at alt skal handle om profit, er det vigtigt at understøtte
virksomheder som opfylder almennyttige og sociale formål. Der i dag en lang
række socialøkonomiske virksomheder, som beskæftiger folk med en svag
tilknytning til arbejdsmarkedet og viser en rummelighed og et socialt ansvar
overfor fællesskabet. De socialøkonomiske virksomheder rummer et bud på hvordan
vi styrker og udvikler det rummelige arbejdsmarked. Derfor er denne her indsats
vigtig."
Kilde: Den offentlige sektor.dk
